Skip to main content

Der bliver plads til flere borgere og mere fællesskab, når renoveringen på Altiden Ekkos botilbud Sønderbjerggaard om kort tid er færdig. Nu skal borgerne beslutte, hvordan de nye fælleslokaler skal anvendes.

De sidste penselstrøg mangler, og den sidste del af jorden rundt om de renoverede bygninger mangler at blive planet efter de store maskiners hårde tryk. Men så er Sønderbjerggaard også klar til at indtage de nyrenoverede bygninger, der foruden 6 ekstra lejligheder rummer faciliteter til personalet, et fælleskøkken og et stort fællesrum.

”Vi glæder os meget til at tage de nye lokaler i brug. Vi får et rigtig dejligt fælleslokale, som borgerne nu skal være med til at indrette. De skal beslutte, hvad den megen plads skal bruges til. Skal det være fjernsynsstue, bordtennisrum eller rum til kreative aktiviteter? Mulighederne er mange,” siger Aksel Woller, der er daglig leder på Botilbuddet Sønderbjerggaard.

Mere liv og aktivitet

De 6 nye lejligheder har stue, soveværelse, badeværelse og tekøkken, og det betyder, at efter godkendelsen fra Socialtilsynet kan Sønderbjerggaard udvide fra de nuværende 9 pladser til 15 pladser fordelt på både paragraf 107 og 108.

”Det vil give mere liv, når vi bliver flere. Borgeren får flere sociale kontakter. Og så betyder det, at vi kan lave flere sociale aktiviteter sammen. Derfor er det også er vigtigt med mere plads til fælles aktiviteter foruden det, vi allerede har. Vi har både knallertværksted, træningsrum, træværksted og wellnessrum,” siger Aksel Woller, der glæder sig til at tage imod de nye borgere.

”Vi er klar til, at der kommer liv i lokalerne og de nye lejligheder. Vi får snart nye møbler til kontorerne, og så skal de nye borgere selv indrette deres lejligheder. Så lige nu er lejlighederne tomme. Men der går forhåbentlig ikke længe, før der er fuldt af liv og aktivitet,” siger Aksel Woller.

Du kan læse mere om Botilbuddet Sønderbjerggaard her