Skip to main content

En motiverende samtale er en samtale mellem to eksperter. Den professionelle er ekspert på sit fagområde, og personen er ekspert på eget liv. Det handler om, at den professionelle skal kunne lytte, forstå og spejle personens situation og udsagn. Det fortæller Helene Foss, der underviser i den evidensbaserede metode Den Motiverende Samtale. Hun har netop afsluttet det første af en række kurser for ansatte på Altiden Ekkos botilbud.

”Alle professionelle kan i forvejen stille spørgsmål. Alle er gode til at give råd og vejledning, og alle er skolet i at give gode råd om, hvad der er sundt og godt.  I Den Motiverende Samtale handler det først og fremmest om at kunne lytte med empati og spejle samtalepartneren,” siger Helene Foss, der er selvstændig underviser og supervisor inden for metoden ”Den Motiverende Samtale”, der også kaldes ”Motivational Interviewing” eller forkortet blot MI.

Metoden blev oprindeligt udviklet i 80’erne inden for misbrugsområdet som en metode til at motivere mennesker til at gå i behandling uden brug af overtalelse. Siden er der forsket i metoden og dens effekt, og i dag er det bredt anerkendt, at metoden med fordel kan anvendes til at skabe forandring hos den enkelte og i grupper inden for blandt andet det sociale område og i psykiatrien.

”Når mennesker får gode råd, som de ikke er klar til, bremser de op og begynder at argumentere imod. Også selvom de egentlig gerne vil en forandring. Så det allervigtigste er at møde personen på en empatisk lyttende måde. At spejle det personen siger og understrege personens autonomi,” siger Helene Foss.

Kunsten at lytte

Kernen i Den Motivende Samtale er for Helene Foss evnen til at lytte. Og selvom det måske kan lyde ligetil at lytte, så er det langt fra så nemt, som det lyder.

”Man kan trods gode intentioner nemt blive forhindret i at lytte. De fleste professionelle vil så gerne være godt forberedte. De sidder, mens de lytter, og tænker på det næste spørgsmål, de vil stille. Denne forberedelse stjæler ubevidst nærværet til at lytte, og derved glipper de små detaljer i det, personen fortæller os. Den professionelle kommer til at overse ord og de små nuancer, hvor der kunne ligge potentielle ønsker om og grunde til forandring,” siger Helene Foss.

Metoden bygger på antagelsen om, at motivationen allerede er til stede i mennesket som en del af en naturlig ambivalens omkring forandring. Og det er den ambivalens, som samtalerne tager udgangspunkt i. Som professionel bliver man på kursusdagene trænet i at lytte til, hvad ambivalensen reelt handler om, og hvordan man tydeligere kan sætte ord på ambivalensen.

Forandringsudsagn er udsagn om fordelene ved en forandring samt ulemperene ved ikke at forandre. Og status quo udsagn er argumenter, der taler imod en forandring. Jo flere forandringsudsagn, der kommer frem i samtalen, jo større bliver motivationen og dermed også sandsynligheden for forandring.

”Det handler om at lytte til borgerens ord, også det der kan ligge bag ved ordene. Gøre forandringstanker til forandringsudsagn, og at dæmpe status quo”, fortæller Helene Foss og fortsætter:

”Når de professionelle i starten af en samtale giver borgeren lov til at tale om både fordele og ulemper ved deres situation, bliver det i sig selv første spæde mulighed for, at borgeren opdager egne ønsker om og måske endda også håb om, at en situation kan blive anderledes. Det, der motiverer, er, at borgeren hører sine egne ord uden straks at blive mødt af et godt råd om, hvordan situationen vil kunne løses. For vi mennesker tror generelt mere på vores egne ord. Derfor er det yderst vigtigt, at vi som professionelle lærer, hvordan vi bedst muligt lytter med nysgerrighed og empati”.

Engageret personalegruppe

De professionelle lærer på kursusdagene at få øje på, frembringe og tydeliggøre disse forandringsudsagn, og til det rummer metoden blandt andet en række værktøjer og greb. Det handler blandt andet om at stille åbne spørgsmål, at bekræfte borgerens udsagn, handlinger og værdier, at spejle det borgeren siger og ved at bruge opsummeringen i samtalen, så man genfortæller borgerens udsagn. Derved kan samtalen ifølge Helene Foss styres i retning mod det fælles mål.

Da kursusdagene i Altiden Ekko når sin afslutning, er væggene rundt i lokalet fyldt godt op med illustrationer, tekster og materialer, der er udarbejdet undervejs på de fire kursusdage.  Nyttige ord, vendinger og greb, som i fællesskab er blevet produceret, og som i fremtiden vil kunne inspirere og understøtte den fortsatte læring og implementering.

Helene Foss er da også overbevist om, at personalet kommer hjem med både en metode, der fagligt understøtter og styrker deres arbejde med borgerne, men også et nyt fælles fagligt sprog i personalegruppen. Et fælles sprog om blandt andet ambivalens, motivation og forandring.

”Personalegruppen har været så engageret. De har virkelig taget teorien og læringen til sig, og er gået ind i øvelserne med stort gå-på-mod,” siger Helene Foss, der håber og tror, at både engagementet og metoden vil få ganske stor betydning, både for de professionelle og for borgerne hos Altiden Ekko.

”Målet med kursusdagene er ikke, at personalet skal komme tilbage som en ny version af sig selv og møde borgerne på en helt ny og anderledes måde. Så bliver det for tydeligt og utroværdigt for borgerne, og borgerne tænker måske endda: Nå, nu har du været på kursus. Stop med det der. Hvad har du gang i,” siger Helene Foss og fortsætter:

”Målet er, at personalet i Altiden Ekko hver især bygger oven på det, de allerede gør, ved bevidst at justere ord, vendinger og greb, så det kommer til at passe bedst muligt til deres måde at kommunikere. De skal hver især gå fra kurset med en styrket faglig viden og kunnen, samtidig med, at de har beholdt deres autenticitet”.