Når Tine maler på sin telefon, kommer hun ind i en anden verden og slapper af. Præcis som når hun dykker i svømmehallen. Tine har det sidste år fået bedre styr på sin vrede, og i dag kommer der flere og flere sedler ned i en ganske særlig grøn kasse.

Tine viser sin telefon frem. Et billede med masser af farver pryder skærmen, og Tine ser stolt ned på telefonen. Det sidste halve år har hun arbejdet intensivt med at male på telefonen ved hjælp af app’en ”Color by number”, hvor man vælger farver og prikker på telefonen, til et billede bliver dannet.

”Jeg begyndte på det, da jeg ikke havde det så godt. Det giver mig ro, og jeg slapper af, mens jeg laver billederne. Så skal jeg ikke tænke på andet. Jeg skal kun vælge farver. Så når jeg får det dårligt, kan jeg tage telefonen frem og arbejde med billederne. Jeg har 132 af dem på min telefon lige nu,” fortæller Tine, der bor på EKKOfondens Landerupgaard.

Ideen kom, da Tine under corona-nedlukningen pludselig havde en masse ledige timer hjemme på Landerupgaard. Normalt bruger hun 8 timer om ugen på at svømme og dykke i svømmehallen.

”Jeg kan virkelig godt lide at være i svømmehallen. Jeg svømmer og dykker efter ringe. Når man er under vandet, så kan man ikke høre noget. Man er ligesom i en boble. Og så bliver man så dejlig træt. Så det var svært, da svømmehallen lukkede på grund af corona,” siger Tine, der fandt den samme ro i arbejdet med at male.

Bruger naturen ved Landerupgaard

Tine maler ikke kun på telefonen, men svinger også penslen med oliemaling på et lærred. Men selvom hun mest maler på telefonen, så kan hun også betragte de billeder andre steder end telefonen. Sammen med personalet har hun printet billederne fra telefonen og sat dem i ramme. Og nu hænger de rundt om på Landerupgaard – lige fra kontoret og mødelokalet til toilettet.

”Det er sjovt at se dem hænge rundt omkring her på Landerupgaard,” siger Tine, der selv betegner Landerupgaard som det bedste sted, hun har boet.

”Der er mange ting, jeg kan lave her. Jeg bruger biografen. Det er en megafed biograf. Og jeg bruger værkstederne. Jeg har lige bygget et lille hus til mit marsvin, Sofus, og nu skal vi i gang med at bygge højbede, så jeg kan dyrke gulerødder til Sofus,” fortæller Tine, der også bruger Landerupgaards mange faciliteter udendørs.

Hun holder af at tage ned til shelterpladsen, hvor hun kan være lidt på afstand af husene, og hvor hun kan lave mad over bålet.

Fokuserer på de gode ting

Tine er diagnosticeret med en personlighedsforstyrrelse, og i perioder kan hun få det dårligt.

”Nogle gange får jeg bare lyst til at være helt for mig selv, andre gange kan jeg godt blive vred og irriteret og i dårligt humør. Så kan jeg måske komme til at sparke til en stol, smække med dørene eller sige grimme ting til andre. Jeg bliver i dårligt humør, sur på mig selv og andre,” fortæller Tine.

Tine har fået sin egen personalegruppe på Landerupgaard, så hun nu har en mere fast tilknytning og relation til personalet. De dårlige dage er der da også blevet færre af ifølge Tine. Og det er der en helt særlig måde, hun er blevet bevidst om netop det.

”Jeg har det godt nu. Det er dejligt. Man får mere energi, når man er glad,” siger hun og fortsætter:

”Jeg har lavet tre kasser. En grøn, en gul og en rød kasse. I den grønne kasse kommer jeg sedler med de gode ting, i den gule det der er mindre godt, og i den røde det der er gået dårligt. Hver aften lægger jeg så sedler i kasserne. Og i slutningen af ugen tømmer jeg dem. Nu er der fleste sedler i den grønne. Jeg kan nærmest ikke lukke den. Mens der næsten aldrig er nogle sedler i den røde. Det hjælper mig til at fokusere på de gode ting i løbet af dagen, og det er en god måde at gå i seng på,” siger Tine, der har et særligt ønske til fremtiden.

”Jeg vil gerne have en hund. En fransk bulldog. Den er så grim, at man ikke kan lade være med at holde af den,” siger hun og griner.

Indtil videre må hun dog nøjes med lånehunde fra både naboen og personalet. Og så marsvinet Sofus, som snart kan se frem til hjemmedyrkede gulerødder fra Tines nye højbed.

Hold dig opdateret med nyheder fra
EKKOFONDEN

Vi sender løbende nyhedsmails omkring nye metoder, viden og tiltag hos EKKOfonden. Du kan tilmelde dig nedenfor.

Tilmeld nyhedsbrev

* indicates required

Accepterer du at EKKOfonden må fremsende mails og anvende oplysninger til marketingformål?

Du kan framelde dig vores nyhedsbrev til hver en tid.