Skip to main content

Når man kommer væk fra det daglige, giver det ro i hovedet. Ro til at synge og spille musik. Det fortæller Dennis, der er en del af duoen EKKOsound. 

”Jeg slapper faktisk af, når jeg er herude og spille, fordi så kommer jeg lige væk fra det daglige, og så kommer man ned og får lidt mere afslapning i sit hoved. Og så kan man synge nogle sange og spille noget,” fortæller Dennis, der bor på Botilbuddet Dianalund.

EKKOsound, som dannes af Dennis og Bob, spiller hver anden torsdag på Altiden Ekkos kontor i Holbæk, når det er muligt i forhold til gældende coronarestriktioner. Altiden Ekkos botilbud på Sjælland inviteres hver gang til at deltage i fællessang og efterfølgende frokost.

Meget interesseret i rytme

Arrangementerne på Altiden Ekkos kontor i Holbæk begyndte som arrangementer med fællessang, hvor Bob spillede guitar og sang til. Dennis deltog i arrangementerne sammen med borgere fra Botilbuddet Dianalund og øvrige botilbud på Sjælland.

“Jeg fornemmede i hvert fald, at der var noget i Dennis, som ikke blev udtalt før anden eller tredje gang. Der var noget, som kunne bygges videre på. Han var i hvert fald meget interesseret i rytme,” fortæller Bob Schulze, der er musiker og folkepensionist.

Lene Nielsen, der er beskæftigelseskoordinator i Altiden Ekko, kontaktede derefter Dennis for at høre, om han var interesseret i, at hun købte en klangkasse, som han kunne låne. I dag spiller Dennis på klangkassen, når der er EKKOsound-arrangementer i Holbæk, og når han er hjemme på botilbuddet, øver han rytmerne ved at finde sangene, som EKKOsound spiller, på YouTube.

Hør det fulde interview med EKKOsound herunder. I slutningen af videoen kan du også se klip fra et EKKOsound-arrangement.