Skip to main content

Selvom fangsten kun blev to hornfisk og en lille fladfisk, så var udbyttet alligevel stort, da Altiden Ekkos botilbud fra Sjælland var på fælles fisketur ved Rørvig. Både i brede smil og godt humør. Men også i fælles oplevelser og stærke relationer. De fælles aktiviteter er nemlig med til at skabe et fællesskab på tværs blandt både ansatte og borgere, fortæller Ninett Høgedal, der er daglig leder for Botilbuddet Smørumgaard.

Dennis løfter stolt to hornfisk op foran Ninett Høgedal, der står klar for at forevige det stolte øjeblik. Men selvom det blev Ninetts eneste billede med fangst på, så blev telefonen fyldt med mange andre billeder af glade borgere fra botilbuddene Smørumgaard og Dianalund, der havde taget turen til Rørvig for at fiske på en solbeskinnet junidag.

”Det var en fantastisk dag. Der blev fisket fra start til slut, og der var masser af glæde og begejstring. Dagen var fyldt med sol, og det var en meget idyllisk lille bugt med havets bølgeskvulp foran og lærkens sang bag os. Det var tydeligt at se, at alle nød det,” fortæller Ninett.

Alle kan være med

Ninett er selv en garvet lystfisker, og delte ud af sin viden og erfaring.

”Nogle havde prøvet det før, mens det var første gang for andre. Så fik de lige et lynkursus i at kaste. Og teknikken fangede de hurtigt. Efter et par skæve kast, så sad den lige der, hvor den skulle. Det gav naturligvis en stolthed, men selvfølgelig allermest hos Dennis, der som den eneste fangede noget, vi kunne tage med hjem,” siger Ninett og fortsætter:

”Alle kunne være med på det niveau, de havde lyst til. Nogle fiskede hele dagen, mens andre brugte mere tid på at hygge sig og se på. Det er styrken ved denne slags aktiviteter. Alle kan være med på tværs af erfaringer, og så er vi – borgere og personale – ligeværdige. Vi er alle med for at have en god dag. Nogle har prøvet det før. Andre har ikke”.

For Ninett handler det dog ikke bare om at komme afsted.

”Det handler om, at vi får skabt bevidstheden om at være en del af et fællesskab. Det gør vi ved at have disse fælles oplevelser, hvor borgerne danner relationer på kryds og tværs. Mange af borgerne har måske svært ved at danne relationer med andre uden for deres botilbud. De har brug for støtte til at interagere socialt. Her kan vi træne det i en tryg ramme. Og vi skaber en fælles historie og reference. Så næste gang vi mødes, har vi allerede fælles oplevelser,” siger Ninett, der også ser det som en tiltrængt pause fra hverdagen.

”Her på en fisketur – eller ved andre aktiviteter – er vi sammen om noget andet end hverdagens rutiner. Det er også vigtigt. Så der er ingen tvivl om, at vi igen skal ud og fiske. Og vi skal lave aktiviteter sammen på tværs. Det skal vi have skabt en kultur for sammen, og vi er allerede i gang,” slutter Ninett.